Det er nu blevet endnu nemmere at få repareret sin mobil, hvis skærmen er i stykker, eller hvis systemet er gået ned. For Fonedeal fra Skjern har nu åbnet en ny butik på Borgergade 23 i Grindsted.
I Skjern har butikken levet højt på den hurtige og gode service. Butikken skiller sig også ud ved at de har meget gamer-udstyr i den nye butik i Grindsted – noget som de øvrigt regner med at sælge meget af i den forestående julehandel.
– Vi tror også på at vi vil få solgt mange brugte mobiler, for der er mange som ikke vil bruge 10.000 kr. på en ny mobil, og så kan de måske spare 5.000 kr. ved at købe den brugt, siger indehaver Fonedeal Lasse Levring Christensen, der således gerne opkøber brugte mobiler for at sælge den videre i butikken.
Det er ikke kun mobiler de reparerer. De reparerer nemlig også tablets, Macbooks og en masse andre ting.
At butikken har valgt at bosætte sig i Borgergade, hvor der lige nu står mange tomme lejemål, vækker stor glæde ved Grindsted Handelforenings næstformand Kristian Duedahl Kristiansen.
– Det er jo fantastisk, jeg synes jo det er dejligt med en ny butik i Grindsted, uanset hvor det er, siger Kristian Duedahl Kristiansen, som var forbi den nye butik med en lille velkomstgave.