Grindsted Nærpolitistation og Falck holder åbent hus

På lørdag den 3. juni holder Grindsted Nærpolitistation et fælles åbent hus-arrangement sammen med Falck, der er nabo til nærpolitistationen på Vestergade 67 i Grindsted.

På dagen kan du komme endnu tættere på Falck og dit nærpoliti og blandt andet få en snak med både brand- og politifolk. Falck er til stede med slukningskøretøj, tankvogn og stigevogn, og er du en af de modige, er der mulighed for at komme helt til tops i stigevognen og se Grindsted fra luften. Holder du dig hellere på jorden, så kan du også få lov til at prøve kræfter med at håndtere en brandslange eller få en snak med brandfolkene om deres arbejde.

Der er også mulighed for at få en snak med politiet om deres dagligdag og hvordan man uddanner sig til betjent.

Således er der til åbent hus-arrangementet også mulighed for at afprøve nogle af de elementer, som aspiranter til politiets uddannelse skal igennem for at blive optaget på uddannelsen.

– Det er børneversionen, vi har mulighed for at tage med, så denne aktivitet er mest rettet mod de meget små politiaspiranter, hedder det i en pressemeddelelse.

På dagen vil der også være mulighed for at købe pølser og drikkevarer.

Arrangementet afholdes fra kl. 10.00 – 14.00 på Vestergade 67 i 7200 Grindsted.