Grindsted-slagter tilbagekalder fersk kylling


Der er fundet salmonella-bakterier i et parti fersk kyllingefilet fra slagter Norlyk i Grindsted, som derfor kalder produkterne tilbage.
Der er tale om fersk kyllingbrystfilet og marineret kyllingbrystfilet som er solgt i pakker af 3 stk. Produktionsdatoerne er fra den 22.-28.november 2016 og har sidste anvendelsesdato den 29.11, 30.11, 1.12, 2.12, 3.12 og 5.12 2016.
Filetterne er solgt hos slagter Norlyk selv på Trehøjevej i Grindsted og hos ABC Lavpris.
Der er dog kun risiko for salmonellainfektion hvis kødet ikke er gennemstegt eller hvis der er sket krydskontaminering under tilberedning i køkkenet. Symptomerne er bl.a. diarré, kvalme, mavesmerter, feber og opkast.
Slagter Norlyk opfordrer forbrugere der har kyllingen på frost til at kassere den eller levere den tilbage hvor den er købt.