Grindsted Speedway Klub kan fortsat regne med norsk power på holdkortet. Klubben har nemlig forlænget aftalen med den 21-årige Mathias Pollestad, som dermed også er at finde i GSK-vesten i 2026-sæsonen.
Pollestad kom til Grindsted i 2024 og har siden udviklet sig til en vigtig brik på holdet. En skade tidligt i 2025 satte ham tilbage, men nordmanden fandt hurtigt formen og sluttede sæsonen stærkt af med et snit på 1.980 – især hjulpet af flere markante præstationer på hjemmebanen i Grindsted.
For Mathias selv var beslutningen om at fortsætte ikke svær:
– Jeg er meget glad for at fortsætte i Grindsted. Jeg har haft en fantastisk tid sammen med holdet og trænerteamet. Vi har en stærk atmosfære i truppen, vi hjælper hinanden, når det gælder, og jeg mærker især jeres imponerende støtte på lægterne, siger han.
Derfor ser han frem til endnu en sæson i klubben:
– Jeg vil kæmpe for mesterskabet sammen med Grindsted endnu en gang, lyder det fra den sympatiske nordmand.
Pollestad går ind i den kommende sæson med et indgangssnit på 1.541.



