Grindsted Speedway Klub har netop modtaget en økonomisk håndsrækning på 25.881 kroner, som skal bruges til at styrke klubbens arbejde med at få flere unge ud på speedwaybanen. Pengene kommer gennem OK-sponsoraftalen, hvor benzinkunder med OK-kort/app har valgt at give en del af pengene fra tankningen til netop GSK.
Formand Malene Hundebøl fortæller, at pengene især skal bruges til at købe udstyr, som gør det muligt for nye kørere at prøve sporten uden selv at skulle investere i maskine og gear fra starten:
– Sponsorstøtten går til klubbens investering i at købe udstyr, som vi kan stille til rådighed for nye, der vil prøve sporten. Vi vil gerne åbne op for, at det er muligt ’at gå til speedway’, hvor man ikke nødvendigvis investerer i en maskine fra starten. På samme måde som man kan gå til ridning og begynde med at leje en hest. Så kan det være, at man bliver bidt af det og køber maskine og udstyr senere. For eksempel får man lyst til at køre i konkurrencer, hvor man skal stille op på sin egen maskine. Vi gør det, fordi vi gerne vil have ungdommen op at køre, siger Malene Hundebøl i en pressemeddelelse.
Med den økonomiske støtte håber klubben at gøre sporten mere tilgængelig og give endnu flere unge i Billund Kommune chancen for at opleve suset ved at køre speedway.




