Det blev en weekend med store triumfer for Billund Gym og Fitness ved Danmarksmesterskabet i styrkeløft i Slagelse. Her var der tale om DM for Sub Junior, og selvom foreningen kun for nylig har meldt sig ind i Dansk Styrkeløft Forbund, formåede dens atleter allerede at hente en imponerende medaljehøst.
I -105 kg-klassen leverede 17-årige Lukas Kristiansen en stærk og stabil præstation hele vejen igennem. Han løftede 230 kg i squat og 235 kg i dødløft, hvilket sikrede ham guld i begge discipliner. I bænkpres blev det til en bronzemedalje med 132,5 kg. Samlet nåede han en total på 597,5 kg og kunne dermed lade sig kåre som samlet vinder af vægtklassen.
I -66 kg-klassen var 18-årige Magnus Iversen i en klasse for sig. Med guld i alle tre discipliner – squat (107,5 kg), bænkpres (100 kg) og dødløft (160 kg) – samt en samlet total på 367,5 kg, satte han et markant aftryk og sikrede endnu en samlet sejr til foreningen.
Bag succesen står et relativt nyt styrkeløftmiljø, som på rekordtid har formået at skabe både stærke resultater og et stærkt fællesskab. Ifølge formand for Billund Gym & Fitness, Patrick Nærvig Wøhlk, begyndte rejsen først for alvor for få måneder siden:
– Det er vanvittigt imponerende, at det nyopstartede styrkeløftfællesskab i Billund Gym & Fitness allerede har båret frugt! Magnus og Lukas er kendte ansigter i foreningen, og i slutningen af december sidste år luftede Lukas idéen om, at vi skulle tilmelde os Dansk Styrkeløft Forbund, så vi kunne begynde at repræsentere vores dygtige atleter til konkurrencer. Tillykke til Lukas, Magnus og resten af styrkeløfterne i Billund Gym & Fitness for den gode stemning og sindssyge performance til DM, lyder det fra Patrick Nærvig Wøhlk.
Med resultaterne fra DM for Sub Junior har Billund Gym og Fitness for alvor markeret sig på den danske styrkeløftscene – og med endnu en deltager klar til næste weekends juniormesterskab ser det kun ud til at være begyndelsen. Her stiller Magnus Henriksen op for den lokale fitnessforening til DM i Albertslund.



