Gymnaster samler juletræer ind

Ved sidste års indsamling lykkedes det lige at samle en gruppe af de frivillige til et fælles foto foran de mange træer på genbrugspladsen i Billund. Privatfoto/BI Gymnastiks facebookside


Selvom vi endnu ikke har danset den første dans rundt om juletræet, så minder gymnastikafdelingen i Billund om, at de igen i år gerne henter det afpyntede juletræ, når højtiden er ovre. En række frivillige er klar til at rykke ud og hente træer i hele Billund den 30. december.

Dermed kan husejerne i Billund igen nøjes med at binde en tyver i toppen af juletræet, som efterlades ved vejen eller vendepladsen og så kommer nogle af de mange frivillige forbi og henter træet.

– Med dette initiativ kan vi holde kontingentpriserne nede i vores afdeling, hvilket er vigtigt. Billig kontingent betyder, at flere har råd til at gå til gymnastik, og dermed dyrke motion og bevare en sund livsstil. Så lad endelig os tage juletræet, når vi kommer omkring i byen den 30. december om formiddagen, siger formand i BI Gymnastik, Karina Ehmsen.