Gymnastikforening skal indvie ny fane ved årets opvisning


Når Billund Gymnastikforening den 10. marts 2019 byder indenfor til den årlige gymnastikopvisning i Billund Idrætscenter, så vil det være med et noget anderledes indslag end ellers.
Foreningen skal nemlig have sendt en slidt fane på pension og indviet en ny. Og den slags er der meget strikse regler for, hvordan skal gøres i respekt for flaget.
I forbindelse med indmarchen vil der blive afholdt faneindvielsesceremoni, hvor tre søm skal slås i af tre forskellige personer:
Foreningen har fået formanden for Unge- og Kulturudvalget i Billund Kommune, Stephanie Storbank (V), til at komme og slå det ene søm i. Det andet tager Lena Rasmussen, der for år tilbage var formand for gymnastikforeningen og stadig er aktiv frivillig, sig af. Det sidste søm sættes i af en af dem, der måske selv skal gå med den ny fane en dag; en af gymnasterne fra foreningens yngste hold, far/mor/barn-holdet. Naturligvis med hjælp fra far eller mor.
Selve opvisningen har deltagelse af langt de fleste af foreningens hold, ligesom der også vil være besøg fra to gæstehold. Det er i år to hold fra DGI Sydøst, nemlig Junior og Aspirantholdet.
– Vi har siden september forsøgt at få flere efterskoler hertil, hvor vi ved vi har mange lokale elever, men ingen af skolerne har kunne få et besøg i Billund til at hænge sammen i planlægningen, lyder det fra en ærgerlig formand for BI Gymnastik, Karina Holm Ehmsen. Hun glæder sig dog i stedet over, at der på de to gæstehold er flere af foreningens egne instruktører som udøvende gymnaster.
Der er indmarch i Billund Idrætscenter kl. 10 den 10. marts.