Håndsrækning på 40 millioner giver danske atleter nyt håb

Udskydelsen af årets OL OG PL som på grund af corona-krisen nu først afholdes næste år, giver økonomiske udfordringer for de danske atleter, der havde finansieringen på plads til og med årets lege.

Men nu kommer LEGO-familiens pengetank, KIRKBI sammen med Salling Fondene og regeringen med en økonomisk håndsrækning på 40 mio kroner til atleterne under Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund.

Der er givet en særbevilling fra regeringen på 15 mio kroner til at dække de ekstraordinære omkostninger, der
er forbundet ved at udskyde OL og PL til 2021.
Salling Fondene ønsker at fortsætte sin støtte med yderligere 15 mio. kr. til Team Danmark, der primært skal gå til arbejdet med atleter og trænere, mens KIRKBI i Billund donerer 10 mio. kr. til Danmarks Idrætsforbund til forberedelse af OL og PL.

KIRKBI havde i forvejen støttet Danmarks Idrætsforbund med 40 mio. kr. frem mod OL og PL i Tokyo, men nu kommer der altså yderligere 10 mio for at sikre, at de danske atleter kan have optimale forberedelsesbetingelser frem mod legene i Tokyo næste år.