Hal-cafeteria får bøde og sur smiley


Cafeteriet i Billund Idrætscenter har efter det seneste besøg fra Fødevarestyrelsen måtte indkassere en bøde på 5.000 kroner og en sur smiley.

Mens den generelle hygiejne og håndteringen af fødevarerne på stedet er helt i orden, så kommer den sure smiley fordi det halter med stedets egenkontrol.  Det måtte Fødevarestyrelsen også indskærpe overfor personalet sidste gang, og da der stadig ikke er styr på det, faldt der denne gang også en bøde.

Men hos Billund Idrætscenter er halinspektør John Ullerup-Hansen ikke enig i Fødevarestyrelsens afgørelse:

– Vi er ikke enige i bødeforlægget idet vi efter aftale med Fødevarestyrelsen har bestemt at Cateringleverandørerne selv sætter ting i fryser og køler. Og de udskriver hver gang en bon, så vi kan se hvad temperaturen har været. Nu påstår de, at det kan man ikke og man skal i øvrigt også kigge efter datomærkning, siger John Ullerup-Hansen, som derfor har anket afgørelsen.