Halfdanskerne i MAGION til maj


Meget tyder på at også 2018 bliver et alsidigt år hvad angår underholdningen i MAGION i Grindsted. I hvert fald kan kommunens kulturmekka nu præsentere trioen Halfdanskerne, der gæster Grindsted den 27. maj 2018.

– Vi er ved at afslutte planlægningen af vores årsprogram for 2018 og med Halfdanskerne har vi helt sikkert fundet det helt rigtige musikalske navn til det publikum, der holder af de klassiske danske viser og heldigvis var MAGION biblioteket med på ideen om at få Halfdanskerne til MAGION, fortæller eventmanager Mads Søbye Helbo.

Halfdanskerne består af Mads Westfall, Lars Grand og Rasmus Vennevold, der siden 2008 har samarbejdet om at arrangere og fortolke sange af danske digtere som Halfdan Rasmussen og Benny Andersen.

MAGION offentliggør løbende nye navne til 2018. Indtil videre kender offentligheden til Andreas Bo Trio lørdag den 3. februar, foredrag med Preben Elkjær torsdag den 3. maj og ikke mindst billetter til spisning med musik med Peter og De Andre Kopier inden Kim Larsen koncerten den 5. juli.

Billetsalget til Halfdanskerne indledes 10. december 2017.