Der var både stærke personlige ord og varm hyldest til de lokale fællesskaber, da Handicaprådet onsdag uddelte årets handicappriser på Frivilligcenter Billund. Aftenens taler var Birthe Nielsen, som snart tiltræder som ny formand for Voksen- og Sundhedsudvalget i Billund Kommune.
Hun gjorde det klart fra start, at prisuddelingen betyder noget særligt.
– I dag fejrer vi de fællesskaber, der giver mennesker med handicap mulighed for at være en del af noget større – og som i sidste ende skaber et mere rummeligt samfund, sagde hun.
I talen delte Birthe Nielsen også den historie, der har formet hendes engagement i handicap- og sundhedsområdet: oplevelsen af at sende sin datter, som er født med en sjælden genfejl, i specialklasserækken.
Datterens ord efter første skoledag blev et vendepunkt:
“De var anderledes ligesom mig.”
En sætning, der stadig følger hende.
– Jeg havde været så optaget af at få hende til at passe ind, at jeg glemte at give hende adgang til et fællesskab, hvor hun hørte til. Fællesskaber handler ikke om at ligne hinanden – de handler om at høre til, forklarede Birthe Nielsen.
Hun fremhævede samtidig en række lokale tilbud, der netop bygger fællesskaber op omkring forskellighed: lungekor, demenskor, FC Det Gode Liv, badminton for psykisk sårbare, Dans dig glad samt børneaktiviteter som GGIFs Solsikkehold og Lykkeliga.
– Det her er ikke bare aktiviteter. Det er fællesskaber, der løfter mennesker og giver identitet og livsmod, understregede hun.
Efter talen blev årets modtagere af Handicaprådets priser offentliggjort – to prismodtagere, der i høj grad afspejler aftenens budskab.
GGIF – Solsikkeholdet, som modtager prisen for deres stærke inklusionskultur. Her er alle gymnaster – ikke bare deltagere. Trænerne har skabt et trygt miljø, hvor børn med særlige behov kan lære, blive udfordret og være en del af klubfællesskabet på lige fod med alle andre.
Med prisen følger muligheden for, at Solsikkeholdets børn nu også kan få klubtøj som resten af GGIF’s gymnaster.
Den anden prismodtager blev Bofællesskabet Lyngsø, som blev hædret i anledningen af både deres 30-års jubilæum og den nationale handicapuge.
Her fremhævede Handicaprådet det varme, hjemlige miljø, som gennem tre årtier har skabt tryghed, livskvalitet og stærke relationer for beboerne



