Vejrudsigten lover solskin og så er det jo meget passende, at Grindsted Musikforening og Grindsted Handel for tredje år i træk byder på Sommermusik på Torvet.
Det bliver et velkendt navn, der indleder musikrækken i 2025 – nemlig Hans Henning Johannsen fra Billund – der spiller den 13. juni i tidsrummet mellem 15.30 og 18.30.
– Hans Henning var også på plakaten i både 2023 og 2024, og rigtig mange har sagt til mig: Ham kan I altså godt få fat på igen – og det gør vi så, siger Jan Poulsen fra Grindsted Musikforening.
Hans Henning Johansen var som langt de fleste ved en del af Rattlesnakes, men i de senere år har han dels optrådt solo, og som en del af mange andre konstellationer. Udover egne sange spiller han sange af store navne som: Bruce Springsteen, Simon og Garfunkel, John Mayor, John Denver, James Taylor og mange flere.
– Selvfølgelig spiller han også danske sange. Altså noget for enhver smag. Men først og fremmest sange som han selv holder af – og Hans Henning har en god smag… Sangene fremføres helt intimt med sang og akustisk guitar, fortæller Jan Poulsen.
Arrangementet er igen en gratis koncert og det kan kun lade sig gøre pga. støtte fra Billund Kommune.
– Vi fra arrangørernes side er meget taknemmelige for støtten, der gør at vi kan være med til, at skabe liv i Grindsted Bymidte. Da vi har et begrænset antal stole, er man velkommen til selv at medbringe en festivalstol, siger Jan Poulsen.