Hans Nielsen om GSK-stortalent: Han kan blive Danmarks næste verdensmester

Den firedobbelte individuelle verdensmester Hans Nielsen var i aftes på Grindsted Speedway Center, hvor han assisterede i ryttergården hos Nordjysk Elitespeedway i matchen mod GSK.

Og selv om nordjyderne fik en ordentlig snitter på 61-23, var der især én af modstandernes kørere, der imponerede speedwaylegenden: Grindsteds Villads Nagel.

Hans Nielsen har faktisk fulgt det unge GSK-talent, siden Nagel kørte på de mindre cykler.

– Allerede dengang var han jo en kanongod kører. Det så bare godt ud. Han sidder megagodt på cyklen, han er en dejlig knægt, har en god attitude og vil det her, siger Hans Nielsen til BillundOnline.

Onsdag aften fik han endnu en demonstration af, hvor langt Villads Nagel er nået. Den unge dansker var flyvende på hjemmebanen og viste blandt andet, at han ikke behøver være først ud af starten for at vinde sine heat.

Og spørger man Hans Nielsen, kan Nagel nå meget langt.

– Vi snakker jo om, at vi ikke har haft en dansk verdensmester i mange år. Så vi kigger efter nogen, der måske kan gøre det på et tidspunkt. Det tager selvfølgelig nogle år, men han viser, at hvis han fortsætter det hårde arbejde og har viljen, så er der en mulighed for i fremtiden at have en ny verdensmester, siger Hans Nielsen.

Det er ikke hvem som helst, der kommer med den vurdering.

Hans Nielsen blev selv individuel verdensmester fire gange – i 1986, 1987, 1989 og 1995 – og vandt gennem karrieren i alt 22 VM-guldmedaljer individuelt, for par og for hold. Dermed er han den mest vindende danske speedwaykører nogensinde.

Han hæfter sig samtidig ved, at Nagels udvikling indtil videre er kommet uden de alvorlige skader, der kan bremse unge kørere på vej frem.

– Nogle gange kan man skubbe lidt for hårdt på, og så får man nogle skader. Går man hen og brækker et ben eller en arm, er man lige pludselig langt bagud. Villads har været i stand til at holde det gående og lære hele tiden. Og du lærer ikke meget, når du er skadet, lyder det fra Hans Nielsen.

Så spørgsmålet var næsten nødt til at blive stillet:

Har vi en ny Hans Nielsen i Grindsted?

– Det kunne det sagtens være. Der er så meget, der skal til, før det hele klikker, men indtil videre har han alt det, der skal til, siger den firedobbelte verdensmester.