Har du brug for nødpasning fra mandag?


I forbindelse med afbødningen af corona-virussmitten i Danmark lukker både skoler og dagtilbud ned på mandag og 14 dage frem.

Allerede fra i dag er forældre blevet bedt om at holde deres børn hjemme, hvis det er muligt, men fra på mandag er det alvor. Herfra tilbyder Billund Kommune nødpasning af børn i alderen 0-9 år.

– Nødberedskabet retter sig mod børn af forældre med særligt kritiske arbejdsopgaver, som dermed ikke kan holde fri og mod familier, som ikke kan finde andre alternativer til pasning, skriver kommunen i en meddelelse til forældrene.
Det være sig børn af sundhedspersonale, politibetjente og andre, der skal være med til at opretholde samfundet.

De, der har behov for nødpasning, skal kontakte ledelsen i dit barns skole eller dagtilbud snarest muligt. Gerne i dag og senest i morgen, fredag inden kl. 12, lyder det fra kommunen.

– Det er vigtigt, at vi får et godt overblik over, hvor mange børn, der har behov for pasning fra på mandag, så vi sammen kan passe på hinanden, skriver Billund kommune.

Læs mere om seneste nyt på billund.dk, politi.dk og sst.dk