Det Sociale Netværk, headspace, der også er at finde i Billund kommune har fået årets Lillebror Pris. Prisen uddeles af Børnehjælpsdagen til en person, organisation eller forening, der i det forgangne år har ydet en bemærkelsesværdig indsats for børn og unge i Danmark. Og med hjælp til godt og vel 26.000 børn og unge mellem 12 og 25 år siden 2013 må det siges at headspace Danmark i dén grad kvalificerer sig til prisen.
Billund er et af de nyere steder, hvor der siden sensommeren 2015 har været et headspace. I headspace Billund, som ligger ved rutebilstationen i Grindsted, har man været i kontakt med over 200 unge, der enten har fået hjælp i centeret, via chat, telefonisk eller udgående samtaler.