Hejnsvig erstatter Uffe med debutant og veteran

Bjarne Larsen er debutant på stemmesedlerne i Billund kommune, mens vi flere gange tidligere har set Majbrit Rasmussen både på sedlen og i byrådet. Fotos fra facebook sat sammen af Jeppe Donslund


For et stykke tid siden meddelte Venstres Uffe Schmidt fra Hejnsvig, at han ikke stiller op til næste års byrådsvalg. En opprioritering af familien og tøjbutikken i Grindsted lå til grund for hans fravalg af lokalpolitik. Derfor skulle Venstre i Hejnsvig, Donslund og Vesterhede vælge nye kandidater til stemmesedlen og det er endt med en veteran og en debutant.

Veteranen er Majbrit Rasmussen, som allerede har stor erfaring med byrådsarbejdet, da hun allerede har siddet i to perioder for Venstre, hvor hun både har siddet i Teknik- og Miljøudvalget, i Børne- og Kulturudvalget og været formand for Børne- og Ungeudvalget.

Til gengæld er det nye navn på liste, Bjarne Larsen, en debutant – omend han i sit job som landmand er meget rutineret, når det drejer sig om bestyrelses- og organisationsarbejde.

Der er opstillingsmøde i forbindelse med generalforsamlingen i Petersmindecentret i Hejnsvig den 28. februar 2017.