Der duftede af bål mellem træerne, forældre og bedsteforældre myldrede rundt på skovbunden – og overalt stod børn klar til at fortælle om alt fra jagt og harpiks til gravpladser og livet i stenalderen.
Vestre Skoles 3. årgang havde onsdag inviteret indenfor – eller rettere, udenfor – i deres helt særlige klasselokale i skoven ved Kolstrupvej. Her har de samme børn nemlig haft en fast skoledag, siden de begyndte i 1. klasse. Én gang om ugen går turen på cykel fra Vestre Skole og ud i skoven. I sol, regn, kulde og blæst.
Og lige nu er skoven blevet forvandlet til stenalderlandsby. Eleverne har været delt op i grupper og har blandt andet bygget huler, lavet redskaber og smykker og indrettet en gravplads. Og sidstnævnte havde naturligvis også sin helt egen historie.
Den døde mand havde været en dygtig jæger, kunne børnene fortælle. Men en dag gik det galt.
– Han døde af et vildsvin, siger Clara fra 3. klasse.
Med sig i graven havde han blandt andet fået sin bue – hans bedste, vel at mærke, lød det fra børnene.
Matematik med træstammer
Selvom der både bliver bygget huler, tændt bål og slæbt grene, er skovdagen ikke en ugentlig fridag fra bøger og fag. Tværtimod. For matematik kan sagtens gemme sig i en træstamme.
– Når de skal i gang med at lave hulerne, skal der jo måles op. Hvor langt skal stammen være? Hvor lange skal de være, dem der skal stå op? Man kan ikke bare gå ned i skoven og hente en tilfældig stamme, forklarer lærer Charlotte Kamp.
Eleverne må derfor måle, finde det rigtige træ og regne ud, hvor meget der eventuelt skal saves af. Andre gange kan matematikken bestå i at veje ting fra skovbunden eller løse opgaver på et matematikløb.
Pointen er, at matematikken pludselig kan mærkes med hænderne i stedet for kun at stå i en bog. Og netop det virkelighedsnære er ifølge Charlotte Kamp en af styrkerne ved udeskolen.
Andre børn får lov at shine
Men skoven kan noget mere. For når bord, stol og tavle forsvinder, gør nogle af de vante roller i klassen det også.
– Hjemme ved man godt, hvem der er god til matematik. Men herude i grupperne kan det godt være: Jeg er ikke god til matematik, men jeg er dæleme god til at slæbe de der pinde, fortæller Charlotte Kamp.
Dermed får børnene forskellige funktioner i gruppen – og nogle opdager kompetencer hos sig selv og hinanden, som måske ikke står lige så tydeligt frem hjemme i klasselokalet.
Charlotte Kamp fortæller blandt andet om en pige, som aldrig selv ville have meldt sig som gruppeformand. Men da børnene inden stenalderprojektet skulle skrive navnene på tre klassekammerater, de gerne ville arbejde sammen med, viste det sig, at mange havde valgt netop hende.
Dermed endte hun som gruppeformand.
– Hun var slet ikke klar over, at de andre faktisk havde valgt hende som en, de gerne ville være i gruppe med. Herude har hun bare stået og haft fuldstændig styr på det. Det giver noget til selvværdet hos mange af dem, som godt kan synes, det er svært hjemme i klassen, fortæller Charlotte Kamp.
Stenalderens tyggegummi
Og spørger man børnene, har de bestemt også fået noget fagligt med fra arbejdet med stenalderen. De ved eksempelvis, at man ikke bare kunne smutte i supermarkedet efter aftensmaden eller købe nyt tøj. Dyrene skulle jages, og når et dyr først var nedlagt, blev det brugt.
– De brugte hele dyret. Knoglerne lavede de til våben og musikinstrumenter, fortæller Clara.
Og så var der stenalderens svar på tyggegummi: harpiks. Det har Clara ligefrem prøvet at tygge derhjemme.
– Det var en mærkelig konsistens, lyder dommen.
GEV gav udeskolen et nyt hjem
Udeskolehverdagen har ikke altid haft adresse på Kolstrupvej. I flere år kunne Vestre Skole benytte et skovområde ved Grindsted Landbrugsskole, som ligger noget tættere på skolen. Ændrede regler for området betød imidlertid, at skolen pludselig stod uden et sted til udeskolen.
Så meldte GEV sig på banen og dermed er det i en del af GEVs skov på Kolstrupvej, der hver uge fungerer som klasselokale for Vestre-eleverne.
Og der er altså et stykke at trampe i pedalerne.
– Det kan godt være mega træls at cykle herud så mange gange, men på vejen hjem føles det som om, der overhovedet ikke er en kilometer. Så går det bare hurtigt, lyder det fra Anthon.
Forklaringen?
Måske medvind. Eller måske bare udsigten til at komme hjem og slappe af.
Ét fløjt, to fløjt, tre fløjt
Regn og kulde stopper heller ikke skoledagen. Når det bliver koldt, bliver der tændt bål, og børnene har efterhånden også lært, at det kræver det rigtige tøj at tilbringe en hel dag ude. Ifølge Charlotte Kamp er eleverne blevet bedre til selv at mærke og fortælle forældrene derhjemme, hvad de har brug for – eksempelvis hvis vinterstøvlerne mangler, og fødderne fryser.
Og selv uden klasseværelsets faste rammer er der helt styr på tropperne. Reglerne kan faktisk klares med en fløjte. Ét fløjt betyder, at der skal være stille. To betyder spisetid.
Og tre? Så skal der cykles hjem.
Indtil da er skoven klasselokalet. Og spørger man børnene, giver det noget andet end fire vægge og en computer i hjørnet.
– Man kan bruge sin fantasi på en anden måde, lyder det konstaterende fra Freja fra 3. årgang.
Og måske er det egentlig den korteste forklaring på, hvorfor Vestre Skole bliver ved med at sende børnene ud mellem træerne uge efter uge.
