I årevis har der været noget af en forhindringsbane for fiskene i Ansager Å og Nørrebæk ved Krogager. For skulle eksempelvis en ørred længere op i vandløbet for at gyde, ventede der opstemninger på op mod et par meters højde ved det tidligere Krogager Dambrug.
Nu er spærringerne væk.
Det blev mandag markeret ved det tidligere dambrug, hvor henved 100 borgere var mødt frem for selv at se, hvad der er sket med området. Efter den officielle markering gik deltagerne en tur langs vandløbene for at se forandringerne tæt på. Med et før-og-efter-kort i hånden kunne de blandt andet følge, hvordan vandet tidligere blev ledt gennem dambrugsområdet – og hvordan Ansager Å og Nørrebæk løber i dag.
Og resultatet er langt mere håndgribeligt, end ord som “faunapassage” måske umiddelbart antyder.
– Opstemningerne gjorde, at fiskene ikke kunne komme længere op til de steder, hvor de skal gyde og lægge æg. Når vi fjerner dem, kan fiskene komme op og gyde – og de kan også komme tilbage igen, forklarer biolog i Billund Kommune Trine Larsen.
Vandet skulle bruges til dambruget
Spærringerne havde oprindeligt en ganske praktisk funktion. Ved hjælp af stemmeværker af blandt andet træ og beton blev vandet hævet en til to meter. På den måde kunne tyngdekraften bruges til at lede vand ind på dambruget og ud igen. Men det skabte samtidig en mur på fiskenes vej.
– Enten skulle man være en supergod svømmer og kunne springe over stemmeværket, eller også kunne man ikke komme længere, forklarer Trine Larsen.
Og problemet gik begge veje.
Fisk, der trods alt formåede at komme forbi spærringen og gyde længere oppe, kunne få afkom, som senere havde svært ved at komme den modsatte vej. For blandt andet havørreden er netop turen frem og tilbage helt afgørende. De unge fisk skal fra vandløbet ud mod havet, hvor de vokser sig større. Senere vender de tilbage til vandløbene for selv at gyde.
Mere plads til flere fisk
Med projektet ved Krogager er der nu åbnet for lange strækninger af Ansager Å og Nørrebæk, som fiskene igen kan bevæge sig gennem. Håbet er, at adgangen til flere gyde- og levesteder med tiden vil være med til at styrke fiskebestanden.
– Fiskebestanden er dalende, og fiskene har det ikke særlig godt. Jo flere fisk vi kan få herinde, jo flere vil også overleve og komme ud i havet, hvor de kan vokse sig store og siden svømme op igen, siger Trine Larsen.
Helt fri bane gennem hele systemet er der dog endnu ikke. Ved blandt andet Donslund Mølle findes fortsat en spærring. Kommunen har købt stemmeretten og mangler nu at få selve opstemningen fjernet.
Svaret kommer først senere
Om fiskene allerede har taget de nye muligheder i brug, ved kommunen endnu ikke. Selve vandløbsprojektet blev færdigt sidste år, og der er endnu ikke gennemført undersøgelser, som kan vise effekten. Planen er ifølge Trine Larsen at lave en fiskeundersøgelse om cirka et år.
Billund Kommune har efterhånden fjernet mere end ti spærringer i kommunens vandløb.
– Når vi fjerner spærringerne og genslynger vandløbene, giver vi liv til naturen og skaber bedre betingelser for fiskene, sagde formand for Teknik-, Plan- og Klimaudvalget Robert Terkelsen ved mandagens markering.



