Det var hverken solskin eller sensommervejr, der lokkede folk til Fynsgades Plejecenter i Grindsted tirsdag middag. I stedet var det Klub Mellemrums minimarked, der fik folk til at trodse det disede og våde vejr – for at bakke op om markedet til fordel for Alzheimersforeningen.
Bag kagebordet stod blandt andre Laila Andersen, som selv er deltager i Klub Mellemrum – et tilbud til borgere med demens – og i år havde hun besluttet, at hun ville være med til at få markedet op at stå.
– Sidste år var jeg ikke så meget med, men i år tænkte jeg, at så kan jeg godt hjælpe, fortæller hun.
Og der har været nok at tage fat på. Laila har blandt andet været med til at gøre rent, puste balloner op og gøre klar – og på selve dagen stod den blandt andet på kage.
Et frirum
Men minimarkedet fortæller samtidig noget om, hvad Klub Mellemrum betyder for Laila. Hun er forholdsvis ny i klubben, men har allerede fundet sig godt til rette.
– Det betyder rigtig meget. Det betyder frirum og hygge. Vi hygger simpelthen så meget, siger hun.
Og her er der plads til det hele.
– Vi kan snakke om demens og de dårlige ting, og vi kan snakke om gode ting. Det er simpelthen så godt at komme sådan et sted her, fortæller Laila Andersen.
Netop dét er en vigtig del af tanken bag Klub Mellemrum, fortæller aktivitetsmedarbejder Bente Bøge Pedersen.
– Her er det okay at være, ligesom man er. Man kan sige noget forkert. Hvis du siger det samme ti gange, er det lige meget her, siger hun.
De har selv lavet markedet
Deltagerne har ikke blot været inviteret med til tirsdagens minimarked. De har i høj grad selv skabt det. De har blandt andet lavet ting til boderne og lodder til tombolaen, været med ude for at skaffe gevinster, bagt huskekager, lavet marmelade og hjulpet med at stille borde og stole frem.
Det er helt bevidst.
– Vi vil rigtig gerne, at det, vi laver, giver mening. Det handler også om det sociale og fællesskabet, siger Bente Bøge Pedersen.
Opgaverne bliver tilpasset den enkelte, så deltagerne får en god oplevelse med det, de kaster sig over.
– Man skal have en succesoplevelse her. Det er det vigtigste, siger hun.
Og tirsdag var der noget at have arbejdet for. Trods dis, fugtigt vejr og langt fra optimale markedsforhold fandt ganske mange vej til Klub Mellemrums minimarked, hvor pengene fra dagens salg går til Alzheimersforeningen.
For Laila var der dog også en gevinst længe inden dagens sidste kage var solgt.
– Det har været rigtig hyggeligt, og vi har grinet, siger hun.




