Gyttegård Golfklubs 1. holds herrer skal igen spille finale om det danske mesterskab. Det står klart efter weekendens hjemmebanekamp mod ærkerivalerne fra Aalborg.
I en tæt dyst blev formiddagens føringer konverteret til en samlet sejr. Især veteranen Martin Kamp viste storform og leverede sammen med lillebror Ronni Kamp de afgørende point til holdet.
Men det blev dog klubbens helt store stjerne Rasmus Højgaard, der fik lov at levere den afgørende sejr på hul 17.
Med sejrscifrene 10-8 indtager holdet 2. pladsen i Elitedivision Vest, og det betyder deltagelse ved Danmarksmesterskaberne på Falster i september.
Også 2. holdet topper deres pulje i 3. division efter noget af en gyser i weekenden ude mod Esbjerg Golf Klub, hvor holdet flere gange var bagud. Men med mindst mulige margen hentede holdet den nødvendige sejr, som sender dem op på 1. pladsen i puljen, og dermed skal holdet spille om oprykning til 2. division.
Damerne som spiller i 2. division skulle efter en storsejr på hele 9-0 over Kolding forsøge at gøre det umulige, nemlig at slå puljens absolut stærkeste hold fra Vejle. En sejr der ville sikre oprykning til 1. division.
Men det var en mundfuld der var lidt for stor for det ellers meget motiverede pigehold, som i store dele af matcherne formåede at holde modstanderen fra føringer.
Et rutineret og velspillende hold fra Vejle snuppede Gyttegård-pigernes drøm om 1. division, ved at sejre 7-2.