Hjælp med at pynte Billund op til jul

Hjælp med at pynte Billund op til jul! Sådan lyder opråbet fra Billund Handelsforening.


Det er meget muligt, at der ikke kommer granguirlander med lys op omkring byens butikker i år, men julepyntes, dét skal der! Så Billund Handelsforening har fået fat i en masse materiale, som kunderne kan stå og flette julehjerter af undervejs rundt på julehandlen i midtbyen.

– Det bliver da hyggeligt at få kunderne til at hjælpe med at pynte byen op. Vi håber rigtig mange har tid til at flette nogle hjerter i butikkerne, og ellers tager vi en masse med til lørdagens julemesse på Refborg (fra kl. 12-17, red.) hvor man kan hygge med at flette de her hjerter – og måske med lidt godt til ganen, lyder det lokkende tilbud fra Lisbeth Gammelmark fra BethBaun i Billund.

Det er tanken at de mange flettede hjerter skal hænge på de juletræer, der sættes op flere steder i byen.

Trods den manglende julebelysning, så bliver det altså ikke helt mørkt i Billunds midtby denne jul. Det store kastanjetræ ved Rema1000 får tændt sine lys som vanligt. Det sker i forbindelse med juleoptoget den 27. november. Her tændes først juletræet på Byens Plads og når gadelygterne tændes vil lysene i Kastanjerundkørslen også blive tændt.