GSK måtte i to omgange udskyde sin start på den nye sæson i speedwayligaen. Først måtte sæsonåbneren hjemme mod Esbjerg Vikings udskydes på grund af de massive regnmængder i april, og i sidste uge måtte matchen ude mod Slangerup også droppes – igen på grund af en alt for regnvåd bane.
Således blev gårsdagens hjemmebanematch mod Sønderjylland Elite Speedway sæsondebut for GSK – og hvor vi endelig fik set hvilken trup, der er sat sammen til den sæson. Og vi blev ikke skuffede.
I strålende solskin sørgede Chris Pedersens tropper for en storsejr på 54-30 over SES, der ikke fik et ben til slaggeren mod Grindsted-mandskabet. Allerede i tredje heat var GSK foran med 14-4 og så var linjen ligesom lagt:
– Det var en ret overbevisende sejr. Vi starter godt ud og rammer opsætningen helt fra start. Vi har nogen gode starter, et godt flow, er stabile hele vejen og hjælper hinanden, så det var en god start på sæsonen, lød det lige efter matchen fra GSK-sportschef Chris Pedersen.
Han og teamet havde naturligvis svært ved at få armene ned:
– Jeg synes det var en mega fed aften, hvor alle på holdet leverede. Der er selvfølgelig et par stykker der godt kan lave et par point mere, men det er jo dét vi arbejder med henover sæsonen. Men jeg har stor ros til vores juniorkører Rune Thorst, der kæmper røven ud af bukserne og leverer et fedt show med nogle fede overhalinger, siger en stolt sportschef.
I onsdagens 14 heat blev det kun til én enkelt heatsejr til gæsterne fra SES:
– Det har jeg alligevel ikke oplevet før. Det er ret vildt, men sådan er speedway nogle gange, smiler Chris Pedersen.
– Er det her et signal om, hvordan sæsonen bliver i forhold til den trup, du har fået sat sammen?
– Det er klart, SES var svækket ved ikke at have Anders Thomsen med, men selv hvis de havde, så havde vi vundet komfortabelt. Så det er en skide god start og så længe vi kan holde den her gode holdånd og sørge for at være godt med i starten af matcherne, så står vi skide stærkt, fastslår Chris Pedersen.