Hvert år tjener henved 80 foreninger i Vorbasse og oplandsbyerne rigtig mange penge ved frivilligt arbejde på Vorbasse Marked. Og med det aflyste marked i år grundet COVID-19, ser mange foreninger ud til at miste en kærkommen indtægt i klubkassen.
Men det er netop for deres skyld at Vorbasse Marked har skabt Hjælpepakkerne ved årets Vorbasse HjemmeMarked 2020.
– Salget af hjælpepakkerne er med til at give de frivillige noget af den økonomiske støtte, de går glip af i år. Vi snakker ikke kun foreningerne i Vorbasse, men i den grad også mange foreninger i oplandsbyerne, der hjælper hvert år til marked, siger Brian Madsen, der er formand for Vorbasse Grundejerforening, der står bag Vorbasse Marked.
I Hjælpepakken, som kan bestilles inde på den nye HjemmeMarkeds side, fyldes der hele tiden nye effekter i. Lige nu består den af en kasse Royal øl, en specialdesignet og unik hjemmemarkeds t-shirt 2020, 5 stk. Vorbasse Markeds kildevand, 5 spin i Tivoli-lykkehjulet, Partypack fra GAJOL og 3 dages adgang til Vorbasse Hjemme Marked.
Blandt alle de der køber en hjælpepakke trækkes der lod om 1 times gratis fadøl hjemme på terrassen og Live musik fra en lastbil.
– Faktisk har Sussi og Leo sagt ja til at være blandt de bands der kører rundt med hjemmekoncerter til vores vindere. Derudover kan man også opleve Popbox og Alleycats som giver live koncert hjemme hos vinderne selv, siger Brian Madsen.
Hjælpepakkerne koster 499 kroner per styk og overskuddet af salget fordeles som dividende til de frivillige foreninger, der plejer at hjælpe på Vorbasse Marked.