Høje smittetal får nu kommunen til at gribe ind


Efter stigning i smitten af covid-19 i Hejnsvig iværksætter Billund Kommune nu tiltag i byen for at begrænse yderligere smittespredning. Tiltagene kommer på baggrund af sundhedsmyndighedernes officielle anbefalinger og indebærer opfordringer til både dagtilbud og skole.

For dagtilbud opfordres forældrene til at aflevere og hente børn udendørs hvis muligt, ligesom børn så vidt muligt ikke bliver blandet på tværs i dagtilbuddene.

Hejnsvig Skole indretter undervisningen, så den så vidt muligt foregår i stamklasser, ligesom eleverne holdes klassevis i pauser og frikvarterer. Desuden holdes så vidt mulig afstand mellem forældre og medarbejdere.

Baggrunden er, at antallet af smittede i Hejnsvig Sogn mandag steg til en incidens på 1230 (altså antal smittede pr. 100.000 indbyggere i den seneste uge). Samtidig er der 20 smittetilfælde i de seneste syv dage i byen, og positivprocenten er 5,75.

Ved sådan et smitteniveau anbefaler sundhedsmyndighederne, at kommunen iværksætter de tidligere nævnte tiltag i forhold til at forebygge yderligere spredning af smitten.

Selvom tiltagene kun gælder i Hejnsvig, kan man se smitte i hele kommunen.

Derfor anbefaler Billund Kommune samtidig borgere i hele kommunen at huske de gode råd til at forebygge smitte: Herunder at vaske/afspritte hænder, at hoste eller nyse i ærmet, at holde afstand i det offentlige rum og at undgå håndtryk og kram.