Hotel Propellen skifter navn

Tony Bak er ny direktør på Hotel Propellen i Billund.


Sidste år skiftede Hotel Propellen i Billund ejer – nu skifter stedet også navn.

Fra 1. marts vil hotellet på Nordmarksvej hedde The Lodge og dermed er det efter 45 år slut med navnet Propellen.

– Hotellet er et kendt brand på egnen og vi vil holde fast i den gode service og hyggelige stemning på hotellet, men vi vil også gerne signalere, at vi er mere end et lufthavnshotel, siger administrerende direktør, Tony Bak.

Og med navnet The Lodge ønsker de nye ejere altså at fremhæve hotellets naturlige omgivelser, roen og nærværet, skriver hotellet i en pressemeddelelse.

– Bygningen har allerede et American Lodge look, som vi vil forstærke ved at tage naturen omkring os indenfor. Vi vil gøre The Lodge til et tilflugtssted – et refugium – hvor man kan trække sig tilbage og blive grounded i et område med masser af udvikling, fart og indimellem hektisk tempo, siger Tony Bak.

Der kommer også til at være fysiske ændringer indenfor. De tre restaurant-afdelinger i hotellet vil blive slået sammen og genåbnes under navnet The Leaf.