Idræt i skolen skal styrkes og smitte af på foreningslivet

Idrætsundervisningen på skolerne i Billund kommune skal styrkes og udvikles. Derfor har Billund Kommune indgået et nyt partnerskab med UC SYD om at opkvalificere idrætslærere og -pædagogers kompetencer på området.

Samarbejdet bygger på erfaringerne fra Billund Kommunes værtskab for Skole OL-finalen i perioden 2021-2024 og vil forløbe henover de kommende tre år. Målet er at give ny inspiration til den daglige idrætsundervisning og bygge bro mellem skoler og det lokale foreningsliv.

Der vil også blive arbejdet med et udviklende og legende perspektiv på frivillighed, som kan engagere både børn, unge og voksne i foreningslivet i kommunen. Samarbejdet skal medvirke til, at alle børn og unge i Billund Kommune får lige adgang til idræt og bevægelse og opfordre til deltagelse i de mange idrætsforeninger, der er i kommunen.

– Jeg er meget glad for, at vi kan fortsætte samarbejdet med UC SYD, som har været og er en vigtig samarbejdspartner i vores bestræbelser på at sikre alle børn lige muligheder for at være aktive og engagere sig i det lokale foreningsliv. Samarbejdet giver både pædagoger og idrætslærere endnu flere værktøjer til at fremme børns trivsel gennem bevægelse og idræt med fokus på en legende tilgang, siger Simon Nikolajsen Jørgensen, formand for Udvalget for Teknik, Plan og Kultur i Billund Kommune.

Hos UC SYD glæder man sig over, at samarbejdet fortsætter.

– Hos UC SYD er vi utrolig glade for at forlænge vores partnerskabsaftale med Billund Kommune. Som uddannelsesinstitution ser vi stor værdi i at samarbejde med kommuner om praksisnære udviklingsprojekter, der bygger på et stærkt fundament af kvalitet og udvikling. Projekterne gavner både praksis og vores egne uddannelser, herunder pædagoguddannelsen i Kolding. Sammen skaber vi nye muligheder for opkvalificering, frivillighed og innovative løsninger, der styrker de lokale idrætslærere og pædagoger, siger Jesper Wiese, institutchef på pædagoguddannelsen hos UC SYD.