Idrætsforeninger genvinder medlemmer efter corona

Foto: Ulrik Wulf Nielsen


2020 og 2021 var hårde år for de lokale idrætsforeninger under DGI og DIF. Nedlukninger og restriktioner betød at mange faldt ud af foreningslivet, men nye tal tyder på at de i høj grad er ved at finde tilbage igen hos flere af foreningerne.

For mens medlemstallene generelt set over alle idrætsforeninger i Billund kommune er status quo, så oplever enkelte idrætsgrene fremgang. Særligt bueskydning, bordtennis og gymnastik er ved at genvinde formen efter corona, og så er sportsgrene som løb og padel stukket helt af i Billund kommune. De lokale løbeklubber oplevede i 2022 en medlemsfremgang på hele 69 pct i forhold til 2021, mens padelsporten også har fået fat i de lokale borgere: her noteres en fremgang på 91 pct fra 101 medlemmer i 2021 til 193 sidste år.

– I Billund Kommune har vi et stærkt foreningsliv og oplever en generel fremgang i både antal af foreninger og i medlemstallene på tværs af alle vores foreninger. Denne fremgang håber vi også i højere grad rammer idrætsforeningerne i fremtiden. Vi har politisk fokus på dette, og med det fremtidige samarbejde med DGI Sydvest er der også skabt et godt grundlag for den videre udvikling og vækst af idrætsforeningerne, siger Simon Nicolajsen Jørgensen, Formand for Teknik, – Plan- og Kulturudvalget, Billund Kommune i en kommentar til de nye medlemstal.