Hvad kan man egentlig træffe beslutning om som byrådsmedlem, og kan man for eksempel flytte penge fra IT til handicapområdet?
Det kan man blive klogere på, når Billund Kommune inviterer kommende byrådskandidater til informationsmøde torsdag den 9. september klokken 15:30 i kantinen på rådhuset i Grindsted.
– Vi vil gerne være åbne og samtidig bidrage til, at den kommende valgkamp foregår på et så oplyst grundlag som muligt. Vi tror på, det giver den bedst mulige debat, siger kommunaldirektør i Billund Kommune, Ole Bladt-Hansen.
Eftermiddagen kommer blandt andet til at byde på indlæg fra de to nuværende byrådsmedlemmer Ole Marcussen og Klara Lyskjær Noer, som vil fortælle om deres erfaringer som byrådsmedlemmer i Billund Kommune. Direktørerne vil fortælle om det grundlæggende i den kommunale økonomi, og hvad politikerne kan bestemme inden for lovgivningen. Til sidst er der sat tid af til spørgsmål fra deltagerne.
De kandidater, der ender med at blive stemt ind, vil efter valget få et introduktionsforløb, hvor de bliver sat endnu mere ind i arbejdet som byrådsmedlem.
Kommunalvalget bliver afholdt tirsdag den 16. november i år.



