Inga har gået 8.000.000 skridt på et år

Da kalenderen rundede 1. november, rundede Inga Bystrup fra Billund samtidig et bemærkelsesværdigt tal på skridttælleren.

8 mio skridt har den 62-årige ivrige motionist gået de seneste 12 måneder – eller i snit 21.900 skridt om dagen.

– Det er både på mine ture rundt i og omkring Billund, men også dagligdags ting som en tur i Brugsen, cirkeltræning eller bare at gå rundt derhjemme, siger Inga Bystrup om de mange skridt der tilbagelægges hver dag.

Efter 40 år på LEGO er hun overgået til pensionisttilværelsen men det betyder altså langt fra lavere aktivitet fra hendes side.

– Jeg gik de sidste skridt op til de 8 mio derhjemme i stuen for at nå at runde milepælen inden de 12 måneder var gået, lyder det med et grin fra Inga Bystrup.

De 8 millioner skridt svarer til 666.666 skridt hver måned og en samlet distance på 5.590 km på ét år. Eller hvad der svarer til at gå Jyllands kystlinje rundt fire en halv gang.