Ingen jul uden julemarked på Karensminde

Traditionen tro er der lagt op en weekend med god gammeldags juleidyl, når Museumscenter Karensminde slår dørene op til et hyggeligt julemarked den første weekend i december. Her er alt, hvad der skal være for at sætte gang i julestemningen hos børn og voksne; varm gløgg og æbleskiver i kaffestuen og i laden, og et væld af boder, der sælger alskens ting, såsom juledekorationer, øl, pølser og marmelader – blot for at nævne nogle af dem.

Igen i år er der mulighed for at købe juletræet på Karensminde og klejnekogeriet bidrager yderligere til en rigtig duft af jul.

Om søndagen danner Museumscenter Karensminde yderligere rammen for den 41. julemærke-march, der både begynder og slutter i udstillingsbygningen. Det er også her man tilmelder sig marchen, og støtter det gode formål.