Investering på 80 mio. kr. skal styrke luftfragt og logistik i Billund

Billund Lufthavn og HT Transport vil investere 80 millioner kroner i et nyt, moderne anlæg til luftfragt og logistik i Billund. Byggeriet sættes i gang til foråret og opføres i direkte forlængelse af lufthavnens eksisterende luftfragtbygninger.

Det nye anlæg skal fungere som HT Transports fremtidige base i Billund og omfatter blandt andet cross-docking-terminal, langgodshal, sikret lager samt administrationsfaciliteter. Investeringen kommer i kølvandet på endnu et stærkt år for luftfragt i Billund, hvor fragtmængden for andet år i træk ligger tæt på 90.000 tons.

Med de nye faciliteter øges kapaciteten markant, og overgangen mellem vejtransport og fly bliver ifølge en pressemeddelelse mere effektiv. Dermed styrkes Billund Lufthavns position som et af Nordeuropas vigtigste centre for luftfragt.

– Når vi slår rekord i luftfragt, følger der et ansvar med. Vi skal kunne håndtere væksten uden at gå på kompromis med drift, sikkerhed og kvalitet. Det her byggeri er et konkret svar og et stærkt løft til en af Nordeuropas største lufthavne på luftfragt, siger Ronny Lilienvald, udviklingsdirektør i Billund Lufthavn.

HT Transport er familieejet med rødder tilbage til 1973 og har lige nu hovedsæde på Kløvermarken i Billund. For virksomheden er investeringen et naturligt skridt i takt med væksten i området.

– Vi er vokset op med Billund. Når fragten vokser, skal faciliteterne følge med. Det nye byggeri giver et bedre flow, kortere håndteringstid og en mere robust drift – til gavn for speditører, afskibere og hele værdikæden, siger Jørgen Poulsen, bestyrelsesformand i HT Transport.

Som led i projektet er Hedevej allerede blevet omlagt og udvidet med ny linjeføring og bredere vej. Det giver en mere direkte rute for lastbiltrafik via Grindstedvej – Hedevej – Firhøjevej og betyder samtidig mindre tung trafik gennem Billund by – også i områderne ved LEGOLAND og Lalandia.

Projektet er en del af Billund Lufthavns Airport City-strategi, hvor arealerne omkring lufthavnen udvikles med fokus på at tiltrække virksomheder og skabe nye arbejdspladser i lokalområdet.

 

Fakta om det nye anlæg

  • Grundareal: 26.000 m²
  • Cross-docking-terminal, langgodshal og sikret lager: 9.800 m²
  • Administration: 800 m² i flere etager
  • 54 lastbilramper med direkte adgang mellem lastbiler og cargofly
  • Samlet investering: 80 mio. kr.