ISB og Vestre Skole klar til SkoleOL-finalen


Der var fuld gang i den på banerne ved Billund Idrætscenter onsdag formiddag, hvor 221 elever konkurrerede til Skole OL-lokalstævnet i cricket.

Til dagens lokalstævne var der også medlemmer fra kommunalbestyrelsen til stede for at støtte de deltagende elever. Her fik de sammen med de 221 elever mulighed for at afprøve deres evner i cricketspillet, som i høj grad kræver samarbejde og fairplay Som alle idrætter i Skole OL, er cricketspillet versioneret i børnehøjde, så der er høj aktivitet for alle deltagere, og fællesskabet er i fokus.

Lokalstævnet var arrangeret af Billund IF Cricket, der er opstået som følge af Skole-OL-værtskabet i Billund Kommune.

– Det er utrolig positivt, at Skole OL-værtskabet har ført til en ny cricketklub i kommunen, hvor vores unge kan få mulighed for at udfolde sig og lære igennem sport på en sjov og anderledes måde. Samtidig er jeg stolt over at mærke den store opbakning fra vores lokale foreningsliv til Skole OL – både som arrangører af lokalstævner og som frivillige til finalen, siger Simon Nikolajsen Jørgensen, formand for Teknik-, Miljø- og Kulturudvalget i Billund Kommune.

Gennem Skole OL stifter eleverne bekendtskab med en række sportsgrene, som de ikke normalt afprøver i den almindelige idrætsundervisning. Igennem en sportsgren som Cricket lærer eleverne fairplay, samarbejde og disciplin på en sjov og udfordrende måde.

Vinderne af dagens Skole-OL lokalstævne blev 6.b fra International School of Billund og 5.a fra Vestre Skole, der dermed er kvalificeret til Skole OL-finalen i Billund i juni.