Jeyarajah Rasiah er ny 2. viceborgmester i Billund kommune

Foto: René Lind Gammelmark


Da Kris Jensen Skriver (S) i sidste uge opnåede valg til Folketinget, begyndte han samtidig at sige farvel til kommunalbestyrelsen i Billund. Helt fra starten da han overtog Troels Ravns kandidatur til Folketinget, gjorde han det klart, at hvis han blev valgt ind, ville han forlade lokalpolitikken.

Dermed skulle der til tirsdagens kommunalbestyrelsesmøde tages stilling til Kris Jensen Skrivers anmodning om at træde ud af kommunalbestyrelsen – en anmodning der blev imødekommet, dog uden det nyvalgte folketingsmedlem selv var i salen. Han måtte nemlig på grund af inhabilitet midlertidigt forlade kommunalbestyrelsesmødet under dette punkt.

Med Kris Jensen Skriver udtræden af kommunalbestyrelsen var der en del poster der skulle besættes af andre. Selve pladsen i kommunalbestyrelsen overtages af 1. suppleant, Rie Køppen, der også træder ind i Unge, Uddannelses,- og Beskæftigelsesudvalget ligesom hun også indtræder i Campus Grindsteds Repræsentantskab.

Jeyarajah Rasiah overtager Kris Jensens Skrivers plads i Kultur og Fritidsrådet og så var der også enighed om at Jeyarajah Rasiah indtræder som 2. viceborgmester.