Det var to lokale unge, der viste dagens royale gæst rundt, da HKH Kronprins Frederik i dag gæstede SkoleOL-finalen i Billund.
Det var Julia Larsen og Victoria Hansen – begge 9. klasses elever fra henholdsvis Grindsted Privatskole og Vestre Skole – og som også begge er en del af Ungerådet i Billund kommune. Glæden var stor, da de to fik at vide, at de var udvalgt til at vise kronprins Frederik rundt:
– Jeg blev så glad og råbte bare HVAAAD og sendte 3000 beskeder til Victoria, fortæller Julia Larsen.
Hun synes, det giver god mening, når det er børn, der viser rundt og ikke bare borgmesteren:
– Vi ER jo Børnenes Hovedstad, og på denne her måde viser vi til alle, at her i Billund bliver børn altså set og hørt, siger Julia Larsen.
Og oplevelsen skuffede ikke.
– Det var vildt fedt at få lov at møde kronprinsen, han er venlig og sjov. Vi kunne joke meget, og vi følte os helt trygge i hans selskab, for han er virkelig nede på jorden, siger Victoria og uddyber, at kronprinsen spurgte interesseret ind til både Ungerådet og hvem de to piger er som personer.
Med på rundturen var også borgmester i Billund kommune, Stephanie Storbank, der satte pris på de to børneværter:
– At de lokale børn og unge er med på denne måde, er helt naturligt for os i Billund Kommune som Børnenes Hovedstad. Vi deler sammen med Skole OL en vision om, at børn bedst udvikler sig og lærer gennem leg og bevægelse, og vi ønsker at børnene bliver samskabende medborgere. Derfor har vi involveret børnene og de unge i kommunen og givet dem mulighed for at være medværter, lød det fra Stephanie Storbank.