Jydefesten kommer ud med flot overskud

Rovet er nu gjort op efter årets Jydefest i Sdr. Omme – og det blev til et gedigent overskud. Vurderingen er at 10.000 personer var igennem på de fire dages Jydefest.

– Det er helt vildt at en by i Sdr. Ommes størrelse kan gøre det, og det er vi rigtig godt tilfredse med, siger Dennis Lauridsen fra Jydekomiteen til Netavisen Grindsted.

Der blev brugt 330.000 kr. på musikken til lørdagens arrangement, og alligevel ender Jydefesten med at lave 560.000 kr. i overskud.

– Det er vi faktisk stolte af, lyder det fra Dennis Lauridsen.

Pengene der er i overskud efter alle udgifter er betalt, går til Sdr. Omme IF og Sdr. Ommes Fællesskab – den nye forening, der er udsprunget fra Sdr. Omme Borger og Erhverv. Foreningen har til formål at lave arrangementer i Sdr. Omme i forbindelse med blandt andet jul, fastelavn og andre events til gavn for hele byen.

Sdr. Omme IF deler deres andel af overskuddet ud til de forskellige grene under idrætsforeningen.