Medlem af Beskæftigelsesudvalget i Billund Kommune, Kim Gosvig Hansen, er ked af at Aalbæk Specialiteter nu rykker hele produktionen fra Billund til Horsens. Men samtidig forstår han godt, at ejerne valgte at sælge til Atria-koncernen, som står bag 3-stjernet pålæg i Horsens.
– Desværre mister vi gode arbejdspladser i kommunen, men det er forståeligt, at virksomheden har set en mulighed i at udvikle sig på længere sigt ved at lade sig opkøbe. At producere fødevarer i Danmark er ikke en nem sag, på grund af meget høje fødevareafgifter, og besværlige regler ved netop denne form for produktion. Selvom det er fedtfattige og økologiske produkter, så pålægger man disse produkter vanvittige afgifter, som gør det vanskeligt at konkurrere mod udenlandske produkter, siger Kim Gosvig og sender dermed en slet skjult bredside mod den siddende regering.
Kim Gosvig siger desuden at han “håber at de nye ejere sammen med de dygtige medarbejdere, der følger med til Horsens, vil bibeholde den høje kvalitet og stadig udvikle produkter i den kendte Aalbæk-kvalitet.”