K opfordrer Billund Kommune til at deltage i nyt skoleforsøg

Billund kommune bør være en del af det rammeforsøg som VLAK-regeringen er på vej med, hvor 50 forsøgsskoler landet over kan få mere fleksible muligheder for at tilrettelægge skoledagen. Det mener de lokale konservative i Billund kommune.

– Vi har fra starten været imod den lange skoledag og de tvungne lektiecafeer, og vi ønsker mere fleksibilitet i folkeskolen. Og med det nye rammeforsøg giver vi skolerne mulighed for selv at indrette skoledagene mest hensigtsmæssigt, og prioritere skoledagens længde samt mere faglighed. Denne mulighed skal udnyttes til glæde for vores børn, siger de konservatives gruppeformand i Billund Byråd, Allan Munk Nielsen.

De nye forsøg skal foreløbigt løbe i to år, men hvis interessen er til stede, og hvis resultaterne følger med, har man allerede fra konservativ side på Christiansborg erklæret sig åben over for at udvide ordningen yderligere.

– Den understøttende undervisning er ikke en blomst, der er vokset i den konservative have, og den har fået massiv kritik for ikke at være faglig nok. Derfor mener vi det er et godt tiltag fra Regeringens side, som kan give en bedre og mere målrettet hverdag i vores folkeskoler. Vi er derfor interesseret i, om vi, her i kommunens skoler eksempelvis kan konvertere UU-timerne til et bedre indhold – det kan eksempelvis være turboforløb for fagligt svage elever, som man allerede har gjort erfaringer med på Vestre Skole, eller særlige talentforløb for de fagligt dygtige elever, mener Allan Munk Nielsen.

Regeringen understreger i øvrigt, at eventuelt besparede midler skal bruges krone til krone på at højne kvaliteten i skolen på andre måder.

– Dette er ikke en spareøvelse, og derfor er det godt at regeringen understreger, at evt. sparede midler skal bruges på at få mere faglighed i skolen. Hensigten er at give skolerne mere frihed til selv at indrette skoledagen mest hensigtsmæssigt, siger Allan Munk Nielsen.