Kæmpe løft af Grindsted Speedway Center henover vinteren

Der er blevet arbejdet igennem hele vinteren hos Grindsted Speedway Klub. Når portene åbner til den nye sæson, møder publikum et anlæg med markante forbedringer og samlet set er der investeret tæt på en million kroner. Ifølge frivillig og tidligere borgmester Ib Kristensen og direktør Gorm Pedersen er det noget af det største, der er sket på én vinter i klubbens historie.

Noget af det, klubben er mest stolte af, er det nye handicapområde. Her er der lavet fast belægning hele vejen op til en ny platform med udsigt over banen, så gæster i kørestol eller på el-scooter langt lettere kan komme rundt og få en god oplevelse. Samtidig er der adgang til handicaptoilet.

Det nye område lever op til kravene om stigning og adgangsforhold og giver langt bedre forhold for gæster med handicap. Projektet har modtaget 75.000 kroner i støtte, men den samlede pris ligger omkring 200.000 kroner.

Sikkerheden på banen bliver også opgraderet med en ny airfence. Den oppustelige sikkerhedsbarriere rundt om banen skal udskiftes med jævne mellemrum, og klubben er nu klar med en ny løsning inden sæsonstart. En ny airfence koster omkring 400.000 kroner. Klubben har fået 150.000 kroner i støtte fra en fond og har samtidig søgt Billund Kommune om hjælp til resten af finansieringen.

Også gæster, sponsorer og virksomheder får nye rammer i år. Klubben har etableret et helt nyt VIP-område i et stort telt med plads til omkring 250 personer. Her bliver der servering før løbsstart, og tanken er, at både sponsorer, virksomheder og almindelige gæster skal kunne købe billet til en særlig speedway-aften.

Placeringen er valgt med omhu: Fra det nye område er der udsigt over hele banen. For at få det på plads har klubben flyttet store mængder jord og bygget området op i niveau med volden.

Der er også investeret i det, publikum ikke nødvendigvis ser med det samme. Elektronikken i dommertårnet er udskiftet, så omgangstider og tidtagning nu håndteres digitalt. Startsystemet har også fået en opgradering efter tidligere udfordringer.

Samtidig har klubben fået ny vandvogn og forbedret strømforsyningen på anlægget.

Bag de mange forbedringer står en stor gruppe frivillige. Ifølge klubben er omkring 100 frivillige i gang omkring et almindeligt hjemmeløb – både før, under og efter løbet. De hjælper med alt fra parkering og billetter til oprydning, baneopsætning og afvikling.

– Uden de frivillige kunne det her ikke lade sig gøre, lyder meldingen fra klubben.

Sæsonens første store aften bliver onsdag den 29. april, hvor kommunen igen køber fri entré til årets første løb – en tradition, der nu har kørt i 13 år. Her plejer mere end 3000 gæster at lægge vejen forbi, og med vinterens mange forbedringer håber Grindsted Speedway på endnu flere på lægterne i år.

Her får handicappede og gangbesværede et fint udsyn ud over speedwaybanen. Foto: René Lind Gammelmark
Nede i sving fire er der gjort klar til opsætningen af en ny kiosk. Foto: René Lind Gammelmark
Et stort VIP-telt med plads til 250 gæster er gjort klar til den kommende sæson. Foto: René Lind Gammelmark