Katrine blev overrasket midt i gymnastiktimen – og fik 2.500 kroner med hjem

Det var egentlig bare en helt almindelig gymnastiktime for Spring Spilopperne i MAGION. Men pludselig blev træningen afbrudt, og 23-årige Katrine Rimmer fik sig noget af en overraskelse.

Hun skulle nemlig hædres med MAGIONs Unglederpris 2025 for sit store frivillige engagement i GGIF Gymnastik.

– Det er jeg meget overrasket over. Det havde jeg i hvert fald slet ikke regnet med, lød det fra en tydeligt overrumplet Katrine Rimmer.

Og det er ikke så lidt, den unge gymnastikinstruktør allerede har nået. I mere end ti år har hun været instruktør i GGIF Gymnastik, hvor hun i dag både står for Spring Spilopperne, sidder i bestyrelsen og selv er aktiv gymnast.

Ved overrækkelsen fremhævede MAGIONs centerleder Henrik Steen Andersen især Katrines gode humør, initiativ og evne til at få andre til at føle sig velkomne.

– Du er et rigtig godt forbillede for andre unge, og derfor synes vi i MAGION, at du fortjener en særlig anerkendelse, sagde han blandt andet.

For Katrine handler de mange timer i gymnastiksalen først og fremmest om glæden ved at gøre noget for andre.

– Det betyder rigtig meget. Det er jo også derfor, jeg gør det. For at gøre en forskel og skabe en masse glæde, fortæller hun.

Med hæderen følger 2.500 kroner, og anerkendelsen giver bestemt lyst til at fortsætte det frivillige arbejde, forsikrer hun.

Og så er der jo lige spørgsmålet om, hvorvidt sådan en pris ikke også skal fejres med flødeboller til gymnasterne næste gang. Det afviste Katrine i hvert fald ikke.

MAGION har uddelt Unglederprisen siden 2020. Prisen gives til unge foreningsledere under 25 år med tilknytning til idrætten i MAGION og uddeles bagudrettet – derfor var det 2025-prisen, Katrine modtog i dag.