Kids Tour gæster Grindsted

Pressefoto Mick Friis


Der skal trædes i pedalerne, når Danmarks største cykelløb for børn kommer til Grindsted lørdag den 21. maj.

Billund Kommune har sørget for at Grindsted er en af i alt 18 værtsbyer for cykelbegivenheden, Kids Tour, der byder børn i alderen 3-10 år og deres forældre velkommen til en dag fyldt med cykelsjov og aktiviteter for hele familien.

Ruten er 1 km lang, og børnene cykler ruten forskellige antal omgange alt efter deres alder. Børn i alderen 3-4 år kører 2 omgange, børn i alderen 5-6 år kører 3 omgange, børn i alderen 6-8 år kører 4 omgange, og børn i alderen 9-10 år kører 6 omgange. Udover cykelløbet vil der hele dagen være aktiviteter og underholdning på pladsen. Besøg fx Trafiklegepladsen og få et personligt cykelkørekort, lav din egen sunde snack med OTA Solgryn og Solknas, deltag i konkurrencer, lær om førstehjælp i Førstehjælpsskolen, prøv de sjove aktivitetsbaner, Jordans skummund og meget mere!

– I Billund Kommune har vi visionen om Børnenes Hovedstad, hvor vi mener, at børn lærer bedst gennem leg. Det er vigtigt, at børn oplæres i at begå sig sikkert i trafikken, og med Kids Tour får vi netop mulighed for, at børn kan lære om trafiksikkerhed på en sjov og legende måde. Derfor er det helt oplagt, at Grindsted er værtsby i år, og vi håber, at børn og børnefamilier fra hele kommunen vil deltage i en festlig dag i Grindsted midtby, siger Simon Nicolajsen Jørgensen, der er formand for Teknik-, Plan- og kulturudvalget i Billund Kommune.

Danske børn bevæger sig generelt for lidt, og netop den udvikling er noget, Kids Tour vil være med til at vende. Ved at deltage i Kids Tour lærer børnene om trafiksikkerhed, samtidig med at de dyrker motion. Arrangementet er derfor både lærerigt og en oplagt mulighed for at få mere bevægelse ind i barnets hverdag.