Det er én ting at eksperimentere med nye materialer og nye måder at bygge på i et stort projekt som Travbyen. Noget andet er hverdagen hos den mindre tømrermester, murermester eller VVS’er, hvor opgaverne skal løses, kunderne skal være med – og økonomien skal hænge sammen.
Men de små og mellemstore håndværksvirksomheder er klar til at spille med i omstillingen af byggeriet. Det mener Morten Frihagen, direktør for Dansk Håndværk, der organiserer små og mellemstore håndværksvirksomheder.
Han deltog tirsdag i AFTRYK Festival i Travbyen, hvor byggeriets forskellige fagligheder var samlet.
Og netop dét er der brug for, mener han.
– Vi er ikke gode nok til at være nysgerrige på hinandens faglighed. Det her er med til at skubbe på, at det bliver vi simpelthen nødt til, siger Morten Frihagen.
Håndværkerne skal selv træde frem
Men det er ikke nok, at arkitekter, ingeniører og store bygherrer husker at invitere håndværkerne med til bordet. Håndværksvirksomhederne skal også selv byde sig til.
– Der er nok nogen, der engang imellem står lidt i kulissen og er lidt afventende. Men der synes vi: Kom frem, siger Morten Frihagen.
For håndværkerne har ifølge ham noget helt afgørende at bidrage med. De ved, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre. De kender materialerne, metoderne og virkeligheden ude på byggepladsen.
– Det kræver, at man har lidt mod til lige at stille sig frem, siger han.
Skal også udfordre kunden
Modet skal ikke kun bruges over for arkitekter og ingeniører. Det skal også med hjem til kunden. For når hr. og fru Jensen vil have bygget et hus, mener Morten Frihagen, at håndværkeren har en opgave i at fortælle, hvis der findes andre løsninger end den traditionelle.
– Man kan jo opstille to muligheder og sige: Det her er måske den traditionelle måde at gøre det på, men er du klar over, at der faktisk også er en måske grønnere vej?
Det tror han, mange kunder vil tage godt imod.
– Vi skal præsentere nogle muligheder. Det er jo det, vi som fagfolk skal gøre, siger han.
Men økonomien skal følge med
Dermed er det dog ikke sagt, at enhver ny byggemetode uden videre kan flyttes fra forsøgsbyggeriet i Travbyen og ud til den lokale håndværksmester. For økonomien betyder noget. Morten Frihagen vil ikke afvise, at nye metoder i nogle tilfælde kan være dyrere.
– Før det her kommer til at rykke, så skal der selvfølgelig også være en form for økonomi i det, siger han.
Men han mener også, at manglende viden står i vejen for nogle af de nye valg. Hvis kunder og virksomheder får bedre information om, hvad de forskellige løsninger betyder og kan, tror han på, at flere vil vælge anderledes.
– Så tror jeg også, mange er villige til at tage det rigtige valg, siger Morten Frihagen.


