Klovneløb i Billund til fordel for indlagte børn og familier

PR-foto


Den 3. juni kommer Klovneløbet til Billund. Det er et løb, der har til formål at indsamle penge til Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn og familier på alle landets børneafdelinger.

Klovneløb er et hyggeligt og socialt familieløb, hvor alle der kan kravle, hoppe, rulle eller løbe, kan være med. Det handler ikke om at være hurtigst, for selv de mindste skridt kan gøre en kæmpe forskel, når banen kridtes op med røde næser og alle deltagere bakker op om Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn og familier.

I Billund er det Celina Sieg Sørensen og Christian Baungaard Christensen, der arrangerer Klovneløb på vegne af Danske Hospitalsklovne:

– Løbet skydes i gang ved Billund Idrætscenter, hvor der også vil være forskellige andre aktiviteter for store og små, f.eks. LEGO byggeaktivitet og ’Bamsehospital’. Jeg synes, det er en fantastisk måde at støtte et godt formål på, og jeg glæder mig til at klovne og løbe rundt en hel dag sammen med en masse glade børn og deres forældre, siger Celina Sieg Sørensen, der håber på, at mange vil tilmelde sig Klovneløbet.

De sidste 12 år er antallet af både lokale Klovneløb, deltagere og indsamlede midler steget. Og det er ikke for sjov, når danskerne bakker op og snører løbeskoene. Klovneløb har gennem årene indsamlet hele 7,5 mio. kr. til Danske Hospitalsklovnes arbejde for syge og sårbare børn. Et betydningsfuldt beløb, som har sikret flere hospitalsklovne og dermed flere klovnebesøg for børn, der virkelig har brug for det.

Som noget nyt i år går en del af støtten, via tilmeldinger, også til at hospitalsklovnene kan afholde Klovneløb for de indlagte børn. For de skal ikke snydes for Klovneløb, fordi de er på hospitalet.

Til Klovneløb i Billund vil ruten være 1,6 km og der vil være mulighed for at de friske også kan løbe en klovnesprint på 400 meter banen. Det koster 70 kr. pr. person at deltage. På løbsdagen vil alle deltagere modtage et startnummer, en rød næse, en medalje og forfriskninger sponsoreret af Lidl. Der er også mulighed for at deltage i lodtrækningen om LEGO æsker.

Du kan tilmelde dig løbet lige her.