Børne- og Undervisningsudvalget under Kommunernes Landsforening kiggede i dag Billund kommune over skulderen i arbejdet med blandt andet Playful Learning. En delegation var på besøg for at høre nærmere om, hvordan man i Billund kommune griber læring og udvikling af børn og unge an.
I Billund Kommune bliver børnenes holdninger og meninger taget alvorligt og inddraget i udviklingen af læringsmiljøet, som er mere eksperimenterende og undersøgende, og som bl.a. styrker kreativitet, problemløsning og samarbejde. Leg og kreativitet er vigtigt for Billund Kommunes tilgang til læring. Folkeskolerne og daginstitutionerne har derfor fokus på ’Playful Learning’, hvor børnene eksperimenterer og leger sig til læring, lyder det i en pressemeddelelse fra kommunen.
– Leg er en tilgang, som vi bruger i alle skolefag og dagtilbud for at sikre børns trivsel, dannelse og udvikling. Det største succeskriterie er, at alle børn oplever institutionerne som et meningsfyldt sted at lære og være. Et sted, hvor de motiveres og har tid og plads til fordybelse i deres læreprocesser, siger Bjarne Larsen, formand for Børne- og Familieudvalget i Billund Kommune.
Ambitionen er at klæde børnene på til bedre at håndtere en fremtid, som de selv skal skabe. Gennem ’Playful learning’ forsøger Billund Kommune at gøre børnene i stand til at generere viden og kompetencer i stedet for at reproducere viden, som man ser i den almindelige undervisning samt i test- og evalueringssystemet. Den afprøvende og undersøgende tilgang gælder alle ansatte i Billund Kommune.
Billund Kommune deler gerne ud af erfaringerne, og det skete så i dag, hvor delegationen fra KLs Børne- og Undervisningsudvalg blev budt velkommen.
– Det betyder rigtig meget for os i KL’s Børne- og Undervisningsudvalg at besøge kommuner rundt i landet og blive klogere på, hvordan man griber læring og udvikling af børn og unge an. For kommunerne er forskellige, men vi kan også lære enormt meget af hinanden. Og eksemplerne fra praksis er guld værd, når vi i KL skal drøfte de temaer, som kommunerne er optaget af. En af de helt store dagsordener lige nu er, at alt for mange børn og unge mister motivationen i løbet af deres skolegang. Det har man arbejdet benhårdt med at vende i Billund, og det var meget interessant at opleve, hvordan en legende og inddragende tilgang kan være med til at skabe en hverdag, der i langt højere grad motiverer alle børn og unge, siger Thomas Gyldal Petersen, formand for KLs Børne- og Undervisningsudvalg.



