Kommuneforeningsformand melder sig som borgmesterkandidat

Anna Jakobsen melder sig på banen i kampen om spidskandidatposten i Venstre i Billund kommune. PR-foto


Yderligere en kandidat melder sig nu på banen til borgmesterposten i Billund Kommune.

Det er den nuværende kommuneforeningsformand for Venstre i Billund kommune, Anna Jakobsen fra Grindsted, der er klar til at tage kampen om spidskandidatposten op med Stephanie Storbank og Peter Fredensborg.

– Jeg er blevet kraftigt opfordret til at stille op som spidskandidat, af mit bagland og det er med stor ydmyghed at jeg gør det, siger Anna Jakobsen.

Ifølge hende selv brænder hun for at skabe de bedste forudsætninger for alle i Billund Kommune, hvad enten man er ung eller gammel og uanset hvor man bor i kommunen.

– Det vigtigste at huske på i politik, efter min mening, er at alle politiske beslutninger får konsekvens for nogen. Det er mennesker det handler om og det må man aldrig glemme!
Hvis jeg skal nævne en politisk mærkesag, så må det blive generationsforureningen. Vi bør lave en langsigtet plan for hvordan vi rydder op og dette bør ske i bredt samarbejde med alle partier kommunalt og i et samarbejde med regionen og staten, siger Anna Jakobsen.

Hun har i fem år arbejdet bag kulissen for Venstre – både som kommuneforeningsformand, kasserer og næstformand i både Grindsteds Vælgerforening og i Kommuneforeningen for Billund Kommune.

Venstres kommende borgmesterkandidat skal vælges af Venstres medlemmer tirsdag den 24. november i Magion, Grindsted. I forbindelse med kandidaturet fratræder Anna Jakobsen sin post som formand for kommuneforeningen.