Under titlen “Hvordan knækker vi sygefraværskurven sammen?” fyldes Hotel LEGOLAND til marts med prominente professorer, forskere og virksomhedsledere, til en konference med fokus på det stigende sygefravær på de danske arbejdspladser.
Ifølge Danmarks Statistik har sygefraværet været stigende gennem de seneste år, og en gennemsnitlig dansk lønmodtager har 8,5 sygefraværsdage om året.
Det stigende sygefravær koster virksomheder og samfundet dyrt, og dertil kommer alvorlige menneskelige konsekvenser. Mange sygemeldte ender på kanten af arbejdsmarkedet, og har svært ved at bide sig fast i et job igen, lyder det fra virksomheden Cabi, der i samarbejde med ingeniørforeningen i Danmark, samt en lang række større virksomheder, heriblandt lokale LEGO, derfor arrangerer konferencen d. 29. marts i Billund.
På talerstolen vil man kunne høre beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), Bestyrelsesformand for LEGO Brand Group Jørgen Vig Knudstorp, Thomas Bundgaard, HR director, Siemens Wind Power, samt en lang række af andre interessenter på området.
Baggrund og initiativ
En erfagruppe i VirksomhedsNetværkCabi bestående af sygefraværskonsulenter fra LEGO Koncernen, Danfoss, Grundfos, Semco Maritime og Siemens Wind Power har gennem en årrække haft aktivt fokus på sygefravær og dannet netværk for at dele erfaringer indenfor sygefraværsområdet. IDA, ingeniørforeningen i Danmark, har succesfuldt haft fokus på at få sygefraværet ned for deres medlemmer. I gennemsnit er ingeniører nemlig kun halvt så ofte syge som den gennemsnitlige danske lønmodtager. Se mere om konferencen på Cabis hjemmeside