Kraftig røgudvikling fra finsnitter

Brandfolkene fra TrekantBrand i Grindsted rykkede i aftes ud til melding om brand i landbrugskøretøj i Filskov.

Her var en landmand kommet kørende med sin finsnitter på Søvangsvej, da det pludselig begyndte at ryge kraftigt bag førerhuset.

I første omgang forsøgte man at slukke ilden med en pulverslukker og noget sodavand, mens der blev ringet efter brandvæsenet.

Indsatsleder Jan Nielsen var første mand på stedet, og også han forsøgte med vandslukkeren fra indsatslederbilen, og da brandfolkene nåede frem, kunne de køle det meget varme leje ned igen.

Ifølge Netavisen Grindsted skal finsnitteren nu en tur på værksted for at se hvor galt det er gået, og om ledningsnet og andet har taget skade.