Der blev sat kryds ved stemmeurnen i MAGION i Grindsted, da den socialdemokratiske folketingskandidat Kris Jensen Skriver i formiddag afgav sin stemme ved folketingsvalget.
Efter en intens valgkamp er det især én følelse, der fylder hos kandidaten:
– Jeg står først og fremmest med en helt vild taknemmelighed. Over de mere end 100 mennesker, der har hjulpet i min valgkamp. Det har været helt fantastisk, siger han.
Samtidig fremhæver han mødet med vælgerne som noget helt særligt.
– Det er et privilegium at få lov til at tale med så mange mennesker, høre deres spørgsmål og få deres input. Det betyder virkelig meget, lyder det.
De seneste målinger peger på, at det kan blive tæt, og at Kris Jensen Skriver er i fare for at ryge ud allerede efter sin første periode i Folketinget. Men det tager Grindsted-kandidaten med ro.
– Det er jo et vilkår i politik. Derfor betyder de personlige stemmer også meget for mig. Jeg er optimist og mærker en stor opbakning – både i Billund og Vejen Kommune og i hele Sydjylland, siger han og tilføjer:
– Jeg tror på, at jeg fortsat sidder i Folketinget efter valget.
Når han ser tilbage på de seneste ugers valgkamp, er det især den gode dialog med vælgerne, der står klart.
– Vi er blevet taget rigtig godt imod. Der har selvfølgelig været kritiske spørgsmål, men generelt har stemningen været god, fortæller han.
Han peger dog også på, at tonen på sociale medier kan være en udfordring:
– Der er noget, vi stadig skal arbejde med dér. Men ude i virkeligheden oplever jeg faktisk en god og konstruktiv stemning, lyder det fra Kris Jensen Skriver.




