Kulturminister sendte trav-sag videre til skatteministeren

Fra dagens samråd i Folketingets Kulturudvalg


Håbet var, at der i dag kunne komme en smule klarhed over Billund Travs fremtid, da Kulturminister Bertel Haarder i dag var kaldt i samråd for at give en redegørelse for, hvad det er der forsinker en hurtig afklaring af en ny finansieringsmodel for hestevæddeløbssporten.

Gennem snart et par år nu har der været heftig korrespondance mellem Hestevæddeløbssporten og Kulturministeriet i håbet om at spillet på heste, DanToto, kan blive løsrevet fra Danske Spil. Det er travbanernes opfattelse, at denne løsning kan medvirke til banernes overlevelse.

Bertel Haarder (V) havde dog ikke nogen afklaring med til spørgerne i dagens samråd i Kulturudvalget, men sendte i stedet aben videre til skatteministeren.

– Danske Spil hører under skatteministeren, så fremadrettet er det ham, der skal tage sig af sagen, sagde kulturministeren.

Hvor lang tid går der så inden der kommer en afklaring, spurgte socialdemokraternes Mogens Jensen – hvilket kulturministeren i sagens natur ikke kunne spå om:

– Jeg kender ikke skatteministerens kalender, men jeg ved at der forleden blev udsendt en invitation til parterne i sagen for at finde en løsning, lød det fra Bertel Haarder.

Hos Billund Trav blev der i januar givet tilladelse til at bestyrelsen kan sælge en del af travbanens areal fra. Et konkret bud er kommet ind fra Hotel Propellen, men endnu er der ikke taget skridt til salg:

– Vi er lidt i venteposition. Vi har ikke solgt noget endnu, men vi har heller ikke andre bud end dét fra Propellen, lyder det fra Christian Hundebøl, der er direktør på Billund Trav.