Kun én kommunal el-bil i Billund kommune

På landsplan har Venstre kaldt S-regeringens aftale om 775.000 grønne biler for uambitiøs. I stedet vil partiet have en million elbiler, men ambitionen på Christiansborg rækker tilsyneladende ikke ud i kommunerne.

For i landets V-kommuner er det kun knap tre procent af de kommunale biler der kører på el – mens tallet i de socialdemokratiske og konservative kommuner er tre gange højere. Det fortæller Altinget.

I Billund kommune, der jo er ledet af Venstres Ib Kristensen, er der 104 kommunale biler til rådighed for personalet – eksempelvis hjemmehjælpere. Men kun én af dem er en el-bil, viser en opgørelse fra Altinget.

Men el-bilerne kommer, siger Venstres borgmesterkandidat i Billund kommune, Stephanie Storbank:

– Jeg ser meget gerne, at vi får skiftet vores kommunale biler ud med elbiler, men det kræver først og fremmest at vi får opsat langt flere el-ladestandere ved de kommunale institutioner, før det giver reel mening. Der er nogle bureaukratiske regler nu, der besværliggør, at man som kommune selv opsætter dem – blandt andet må de ikke bruges af andre, siger Stephanie Storbank og påpeger at pengene til ladestanderne er sat af i budgettet:

– Vi har afsat en million kroner i budget 2022 til at imødekomme de krav, der er på området og afsøge muligheden for et samarbejde med eksterne leverandører omkring opsætning af el-ladestandere ved kommunale bygninger og i byrummet, siger Stephanie Storbank.

Og de kommunale elbiler kommer først når ladestanderne er på plads – og når de engang finder vej til budgetforhandlingerne:

– Det er korrekt, at der ikke er afsat nogle penge endnu til indkøb af el-biler. Så det vil kræve et budgetforlig i de kommende år, hvor det prioriteres. Det giver blot efter min mening ikke mening af afsætte penge eller indkøbe biler, før vi er sikre på at det kan fungere optimalt i en travl arbejdsdag for de ansatte. Derfor er tilgængelige el-ladestandere et meget vigtigt element, siger Stephanie Storbank.